Efter at have kigget lidt rundt på nettet, fandt jeg utallige versioner af en hæklet suttesnor. Jeg endte med at bruge hækleopskriften på suttensnoren fra Garn Grammatik, som jeg ændrede en smule i undervejs.
Den hæklede suttesnor er relativt nem at lave som et begynderprojekt, og det eneste man lige skal finde ud af, er hvordan man slår maskerne op på seleclipsen. Dette er der dog en fin billedguide til inde på Garn Grammatik, som jeg har linket til ovenfor.
For at kunne lave en hæklet suttesnor skal du kunne lave luftmasker, fastmasker og kædemasker.
Til suttesnoren brugte jeg 2-3 forskellige farver garn, en seleclips og en hæklenål i størrelse 2½.
Seleclipse kan købes i hobbyforretninger og på nettet. De kan godt være lidt dyre at købe enkeltvis, så skal du lave mange suttesnore kan det betale sig at købe en større mængde af gangen.
Mine ændringer til den oprindelige opskrift drejer sig om to punkter
1) Jeg ønskede en stribet suttesnor
2) Jeg oplevede at sutteløkken i toppen “vred sig lidt” og har derfor forsøgt at gøre den yderste kant lidt længere.
1) Slå 8 fastmasker op på seleclipsen, som beskrevet i opskriften fra Garn Grammatik. Herefter laver du en luftmaske og hækler 8 fastmasker tilbage igen. Når du har gjort dette skifter du farve. Fortsæt med at hækle to rækker – skifte farve – hækle to rækker – skifte farve til du har 22 hele striber. Herefter laver du kun en enkelt række i din første farve og laver sutteløkken i toppen, som beskrevet i opskriften.
2) De to suttesnore på nedenstående billede viser forskellen på den originale kant fra Garn Grammatik (den lyserøde suttesnor) og den kant jeg foreslår her (den lyseblå suttesnor), så kan I selv vælge hvilken i foretrækker. Jeg oplever at sutteløkken ved den lyserøde snor “vrider sig” fordi kanten er samme størrelse som selve løkken. I den blå sutteløkke har jeg valgt at lave to ekstra masker, for at gøre den yderste kant længere end den inderste og derved gøre den mere glat.
Vil du lave sutteløkken, som på den blå snor skal du gøre følgende:
Ved punkt 11 i opskriften hækler du først 1 fastmaske i hver luftmaske i de første 4 luftmasker, i den 5. luftmaske laver du to fastmasker i samme luftmaske. I luftmaske 6 til 9 hækler du igen en enkelt fastmaske i hver luftmaske. I den 10. luftmaske hækler du to fastmasker i samme luftmaske. I luftmaske 11 til 15 hækler du en enkelt fastmaske i hver luftmaske. Herefter følger du bare opskriften til suttesnoren er færdig.
Husk at når man hækler til børn bør snore aldrig være længere end 22 cm inklusiv seleclips og sutteløkke på grund af fare for kvælning. Hvis du hækler løst eller bruger en større hæklepind kan det altså være at du skal nøjes med 20 rækker i stedet for 22 rækker inden du begynder på sutteløkken. Mål evt. snoren undervejs, så du ved hvor lang den bliver. Husk også at hvis du hækler løst kan barnet måske trække snoren længere, og så kan det også være en idé at hækle den lidt kortere.