Endelig har jeg fået monteret et pudebetræk som længe har ligget og kigget på mig. Pudebetrækket er hakket, en særlig form for hækleteknik, som også kaldes tunesisk hækling. Jeg plejer at sige, at det er en mellemting mellem hækling og strik, for når man hækler den ene vej samler man masker op, og når man hækler den anden vej, tager man maskerne af. Det kræver en lang hæklenål, hvor lang afhænger selvfølgelig af hvor mange masker, man arbejder med. Jeg bruger en knitpro symfonie hakkenål, som har et gevind i enden, hvorpå man monterer en wire. På den måde er wiren bestemmende for nålens længden, og wiren kan jo bare skiftes ud.
Selv er jeg endnu kun nået til hakkede pudebetræk, men der er mange muligheder med teknikken, som blandt andet åbner op for meget skarpe farveskift, hvilket jeg har benyttet mig af.
Puden måler 35 * 60 cm. Til bagsiden har jeg brugt lagenstof, og i bunden har jeg syet en lynlås i. Jeg har nogle stofmærker, jeg prøver at sætte på de ting, jeg laver, så sådan en røg der også lige med i sammensyningen.
Sådan gør du:
1. Række: Slå et antal lm op, som passer til pudestørrelsen. Husk lidt til sammensyning. Jeg slog ca. 110 lm op.
2. Række: nu skal du samle masker op. Denne video https://m.youtube.com/watch?v=xqFxOMYR_Rw beskriver det meget fint.
3. Række: når du hækler tilbage (mod højre – bemærk at man ikke vender sit arbejde), løftes maskerne af. Det vises også i den første video
4. Række: igen samles masker op. Der er de lange lodrette garnmasker fra forrige omgang, man skal ind i. Det vises i videoen her. https://m.youtube.com/watch?v=oQTDrJuOBNU
Herefter gentages række 3 og 4, indtil arbejdet har det ønskede mål. Jeg plejer at erstatte 4. række med en række helt almindelige fastmasker til sidst.
Ønsker man at lave farveskift, kan man her se, hvordan det gøres. https://m.youtube.com/watch?v=XxsuEcPkKeY
Jeg har skiftet farve første gang, da jeg havde hæklet ca. 1/3 af puden. Farveskiftet er foretaget ved ca. 3/4 af betrækkets bredde. Anden farveskift ligger ca. 2/3 oppe på betrækket og ca. midtpå i forhold til bredden.
Den pude er noget af det pæneste jeg endnu har fundet af hæklemønstre! Tak.
Det mønster åbner for helt nye design ideer i mit hoved.